Biogan

Her i den kolde decembertid er det blevet tid til at anmelde nogle produkter fra webshops, fremfor at tage ud og opleve dejlige gårdbutikker. Vi forsøger så vidt muligt at anmelde alle de dejlige steder vi har listet under: Gode steder i alfabetisk rækkefølge, og denne gang er turen nået til Biogan. Mange af de her produkter kan man også købe i gårdbutikkerne, men vi fandt det mere passende at give produkterne en evaluering under selve deres mærke.

Så jeg har været nede i den lokale helsekost-butik og købt stort ind af Biogans produkter for at anmelde dem. Hvert produkt kan også købes i deres webshop, og vi vil lægge links til hvert produkt her i artiklen.

 

First off: Biogans linsepostej! - https://shop.biogan.dk/shop/linsepostej-115g-oeko-2104p.html

Waw! Den smager supergodt. Det er klart et af mine nye yndlingspålæg pga. den lækre linsesmag. Derudover, de første 3 ingredienser efter vand er tomater, løg og røde linser, så det bliver ikke sundere! Der er få kalorier i den, så hvis man vil tabe sig, så er den også helt genial til det. Eneste lille kritikpunkt skulle være at konsistensen er lidt smuldret, hvilket besværliggør smøringen på brødet lidt, men den detalje er til at overse.

 

Biogans bønnepostej - https://shop.biogan.dk/shop/boennepostej-125g-oeko-2105p.html

Smagen er fin men ikke ligeså god som ved linsepostejen. Den smager lidt for meget af tomat og lidt for lidt af kidneybønner i forhold til, at det er en bønnepostej. Konsistensen er cremet og bedre smørbar end linsepostejen.

 

Biogans granatæblesaft - https://shop.biogan.dk/shop/granataeblesaft-1l-oeko-1917p.html

Økologisk presset granatæblejuice fra Grækenland. Når man tænker på, hvor svært det kan være at adskille granatæblekerner fra det fibrøse væv, så virker det her som et rigtigt luksusprodukt. Hvis man kan lide granatæble, så kan man nok også lide den her juice, fordi den (helt overraskende) smager af granatæble. Smagen er lækker og kan anbefales, men smagen er meget syrlig og ikke helt ligeså sød som forventet.

 

Biogans olivenmix - https://shop.biogan.dk/shop/olivenmix-kalamata-og-1999p.html

De smager godt. Det er en superlækker snack. Olivenerne stammer fra familiedrevne gårde i Grækenland, så det er jo kun noget, man kan støtte op om. De røde kalamata-oliven var efter vores mening bedst, fordi de slipper stenene bedst. 

 

Biogans poppet hirse, Med peanut - https://shop.biogan.dk/shop/poppet-hirsekugler-m-1468p.html

Dejlig puffet konsistens. Lækker peanutsmag, men der mangler lidt salt. Hvis man lige tager sin saltkværn og kværner en anelse salt ned i posen (eller skålen), så har man en supergod snack.

 

Biogans poppet hirse, Let krydret - https://shop.biogan.dk/shop/poppet-hirsekugler-letkrydrede75g-1469p.html

Igen, dejlig puffet konsistens. God som en sund snack, men der kunne godt være skruet mere op for smagen, da paprika-krydringen er for mild. Kan også købes i din lokale Meny.

 

Biogans vingummibamser - https://shop.biogan.dk/shop/vingummibamser-75g-gelatinefri-1645p.html

En blanding af vingummibamser med 4 forskellige smage. Konsistensen er rigtig god og mere eftergivende end en standard vingummibamse fra Haribo. De røde er med solbærsmag, de grønne er med æble, de orange med gulerodssmag og de gule med græskar. De røde og grønne vingummi smager supergodt. Dog smager de gule og orange vingummibamser desværre lidt mærkeligt og meget kunstigt, hvilket er kontraintuitivt, når nu de er produceret af primært økologiske og naturlige ingredienser. De gule og orange vingummi smager ikke af sæbe, men det er det tætteste, vi kan komme på, hvad det er, de smager af. Desværre bliver de her vingummi ikke til en anbefaling pga. de gule og orange vingummi.

 

Biogans syrlige fritter - https://shop.biogan.dk/shop/syrlige-fritter-75g-1646p.html

De smager ok men ikke noget at råbe Hurra for. Stadig lidt speciel kunstig smag, som vingummibamserne ovenover, men ikke lige så meget. Desværre var de overhovedet ikke syrlige, som jeg ellers havde håbet på.

 

Biogans lakridsruller - https://shop.biogan.dk/shop/lakridsruller-75g-oeko-1656p.html

Lækker lakrids. Fast i konsistensen, men hvis man har gode tyggemuskler (og kan lide lakrids), så er de gode.

 

Biogans kikærtemel - https://shop.biogan.dk/shop/kikaertemel-1kg-oeko-1213p.html

Melet reklamerer med, at det blandt andet kan bruges til bagning, så jeg begav mig ud i at bage nogle standardboller, bare hvor hvedemelet er byttet ud med kikærtemel 1 til 1. Resultatet var okay... synes jeg. Bollerne havde en meget kraftig smag af, hvad der bedst kan beskrives som smagen af, hvordan et træ smager, hvis man kunne spise det direkte. Anbefalingen herfra er, hvis man bager disse boller ligesom mig, at putte noget lækkert smagfuldt pålæg ovenpå, evt. stegt velkrydret kyllingkød eller linsepostejen fra toppen af artiklen. Hvis man putter pålæg på kikærtebollen, så træder træsmagen i baggrunden og brødet får i stedet en dyb lækker nøddesmag.

Derudover skal det pointeres, at kikærtebollerne har en meget komprimeret bastant konsistens. De mætter meget hurtigt, og jeg vurderer at 2 kikærteboller giver samme mæthedsfornemmelse som 4 hvedeboller. Tankerne ledes hen på elvernes lembas-brød i Ringenes Herre, hvor et stykke brød skulle kunne mætte en voksen mand en hel dag.

Kikærtebollerne er lidt tørre og smuldrer meget let, så man skal være opmærksom, når man skærer dem over, men det kan sagtens lade sig gøre.

Vigtigt! Dette produkt skal varmebehandles inden brug, da det indeholder lektiner, der kan give diverse maverelaterede symptomer ved indtag. Dette havde undertegnede ikke været opmærksom på og skulle selvfølgelig smage på kikærtedejen, inden den var tilberedt. Det skete der ingenting ved, men man kan ligeså godt holde sig til den sikre side.

Kikærtebollerne kan altså godt fungere som et glutenfrit alternativ til normale hvedeboller, særligt hvis man laver melblandingen som halvt kikærte og halvt majs. Den blanding smager fint og reducerer træsmagen. Man kan desuden overveje at bage boller med halvt kikærtemel og så halvt enten ris-, hirse- eller boghvedemel for at reducere bastantheden og træsmagen lidt, hvis man ville gøre bollerne mere lækre. Såfremt det efterspørges per mail: mail til admin, måske på et tidspunkt selv hvis ikke det bliver efterspurgt, så lægger jeg en opskrift op på lækre boller bagt uden hvedemel.

 

Alt i alt en supergod oplevelse at prøve Biogans produkter af. Det kan anbefales, og så er det jo altid spændende at gå ned i din lokale helsekostbutik og se, hvad de har af lækre produkter.

 

 

/admin, skrevet den 31. december 2024

2025 - drives af vandenergi