Så har redaktionen været af sted igen. Denne gang en kold efterårsdag, hvor turen gik til Birkemosegaard.
Udaftil ser gårdbutikken fin ud. Indkørslen var velholdt, og der var gode parkeringsmuligheder.
Indenfor var der et stort rum fyldt med alt fra konserves, kornprodukter, øl, vin, æblemost, marmelade og så lidt tøj/smykker bagerst i lokalet. I midten af det store rum var der en køledisk fyldt med lækkert oksekød, parmesanost og masser af fjerkræ, bl.a. en hel skovkylling fra Gothenborg. I højre side af rummet langs vinduespartiet var der den lokale version af "Brugsens opslagstavle", hvor der var reklamer og visitkorte for lokale forretninger.
Butikken var velbesøgt, og af hensyn til de andre kunder i butikken, ville vi ikke plaffe billeder løs inde i butikkens store lokale og være til gene for de andre, så intet billede af det store lokale.
Lige til venstre for det store rum var hele grøntsagsafdelingen, hvor der var alverdens grøntsager at vælge imellem. Grøntsagsafdelingen ses her:
Vi fik som altid købt stort ind. Vi har udvalgt lidt forskellige produkter fra butikken, som vi vil beskrive her.
Fra det store rum fandt vi en soltørret tomat-spread fra det familiedrevne tunesiske selskab, "Les Moulins Mahjoub". Den smagte fuldstændig fantastisk! Virkelig lækker. Spreaden havde en dyb dejlig tomatsmag uden at være ligeså syrlig som en typisk tomatpesto. Konsistensens var lidt mere fast end en pesto. Stor anbefaling! :
Vi skulle selvfølgelig smage noget af det lokale dyrevenligt-producerede kalvekød fra Birkemosegaard. Den flinke dame bag disken kunne pege over på den til butikken tilstødende mark og fortælle, hvor glade ungkvæget havde været på marken, og hvor meget de har hygget sig. Kødet ses her:
Kg.-prisen for det lækre hakkede kalvekød var ca. 130 kr. kiloet, hvilket gør kødet ca. dobbelt så dyrt, som det billigste kød i supermarkedet, hvor kalven har haft det suverænt dårligst. Ift. prisen for det masseproducerede økologisk kød fra supermarkedet, hvor dyrene har haft det anstændigt eller måske endda helt ok, så er dette lokale dyrevelfærd-kød kun marginalt dyrere (ca. 10 % dyrere). Prisen for det kød, vi købte her, må dermed betegnes som en helt ok pris. Særligt når man tænker på, hvor godt kalvene har haft det, indtil de blev slagtede. Den enorme dyrevelfærd, som etisk ansvarligt opdrættet oksekød medfører taget i betragtning, så har vi intet problem med at sige, at kødet er alle pengene værd.
Kødet duftede mere af kød, da det blev pakket ud. Nok fordi det er mindre maskinbearbejdet end andet kød. Vi valgte at lave bøffer af kødet, krydre det med salt og peber og stege det i en pande. Kødet smagte godt, som alt oksekød gør, og det er dejligt at være bevidst om, at ungkvæget har haft et godt liv.
Vi smagte også den lokale æblemost fra Birkemosegaard til 28 kr. flasken:
Den havde en meget meget frisk og lækker smag. Perfekt blid og afbalanceret syrlighed. Stor anbefaling!
Vi købte stort ind af frugt og grøntsager. Den vare vi vil fremhæve fra grøntafdelingen er bergamotte-appelsinen:
Måske kender du den særlige aromatiske duft fra bergamotten fra din parfume, fra din Earl Grey-te, eller måske kender du den som værende den smagsnuance, som foodien Tyler bemærker i filmen The Menu, hvor han ironisk bliver anerkendt for dette af den snobbede chefkok spillet af Ralph Fiennes (skuespilleren bag Voldemort).
Bergamotte-appelsinerne var meget syrlige, som citroner, og havde en lækker duft.
Vi købte en pilsner fra Rørvig Bryghus:
Pilsneren er en undergæret lys lagerøl. Smagen er lækker og meget mild. Bitterheden lige tilpas. Det er en øl, der ikke gør nogen noget, og som man sagtens kunne drikke i store mængder.
Det har været en fantastisk dejlig oplevelse af besøge denne gårdbutik. Det kan klart anbefales som en hyggelig weekendudflugt.