I virkelighedens verden kan de færreste købe al deres mad fra dejlige økologiske gårde, så vi har her samlet en oversigt over de mærker, som man som forbruger skal holde øje med i supermarkedet, da disse mærker er garanti for råvarer, der er produceret mere etisk korrekt.
Her er de mærker, der generelt set vidner om, at produkterne er produceret med omtanke for miljøet:
Det danske økologi-mærke
Det europæiske økologi-mærke
Demeter-mærket
Demeter-mærket betyder, at produkterne er biodynamiske. Biodynamisk betyder bare, at der stilles endnu højere krav til produktet end inden for økologi. Dvs. der stilles blandt andet højere krav til, hvilket foder dyrene må få og hvilken gødning, der må bruges på markerne. Derudover skal der være højere biodiversitet omkring markerne / bestanden. For mere information besøg: http://www.biodynamisk.dk/ eller https://demeter.net/.
Her er de mærker, der betyder, at dyrene har haft det enten lidt eller meget bedre, end de konventionelle produktionsdyr:
Dyrevelfærdsmærket, der desværre er påvirket af industrien
Tryk her for at se, hvad de enkelte hjerter betyder: https://foedevarestyrelsen.dk/kost-og-foedevarer/alt-om-mad/gaa-efter-maerkningen/bedre-dyrevelfaerd/det-betyder-hjerterne
Dyrevelfærdsmærket er udarbejdet af Fødevarestyrelsen i samarbejde med en lang række aktører inden for fødevareindustrien og dagligvarebutikkerne: https://foedevarestyrelsen.dk/kost-og-foedevarer/alt-om-mad/gaa-efter-maerkningen/bedre-dyrevelfaerd
Det lyder umiddelbart som en god ting, ikke? Både og.
Selvfølgelig er det langt bedre at købe et produkt, hvor dyret har haft det bedre end de allermest konventionelt behandlede dyr, men! Blandt dem, der har været med til at påvirke Bedre dyrevelfærd's-mærket står foreningen Landbrug & Fødevarer, LF. Det er ikke en god ting!
LF er en interesseorganisation, der varetager interesserne for landbruget i Danmark. Det betyder, at LF også repræsenterer de landmænd, der hver dag sprøjter pesticider ud i vores grundvand og kvælstof ud i vores vandløb. Det er noget forbandet svineri! Derudover er der dagligt omkring 25000 smågrise, der dør, fordi de bliver syge af at have alt for lidt plads i svinestaldene. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt!
Landbrug & Fødevarer er derfor en lobbyorganisation, der konstant modarbejder alle de tiltag, der kunne have gavnet klimaet, de danske produktionsdyr og gjort Danmark til et bedre og sundere sted at være. Hver gang der er antræk til forbedringer indenfor den danske landbrugssektor, så kommer LF lige forbi og ødelægger tiltaget. Det var blandt andet LF, der i 2015 fik forhandlet sig frem til, at landmændene gennem frivillighed frem til 2018 skulle skære udledningen af kvælstof ned med 1451 ton. Da man nåede skæringsdatoen havde landmændene nedsat kvælstofudledningen med 12 ton, altså et godt stykke under 1 %: https://ing.dk/artikel/landbruget-har-leveret-under-en-procent-af-de-lovede-kvaelstof-reduktioner.
Det var også LF, der sad med ved bordet, da en ny CO2-afgift skulle pålægges landbruget. En ekspertgruppe fremlagde 3 bud med forskellige grader af ambitionsniveau på den grønne omstilling: https://watchmedier.dk/nyheder/klima/article16867718.ece. Da forhandlingerne mellem regeringen, LF og Danmarks Naturfredningsforening var færdige, så blev resultatet, at CO2-afgiften blev lavere end selv det mindst ambitiøse bud fra ekspertgruppen: https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/landbrugsdyr-og-klima-taber-paa-bekostning-af-naturen. Igen så smadrer LF den grønne dagsorden.
Her er mere information om den endelige aftale: https://www.dr.dk/ligetil/hvad-betyder-den-nye-klima-og-miljoeaftale-dansk-landbrug, https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/groen-aftale-landbruget-udloeser-baade-klapsalver-og-verbale-hug.
Selvom Landbrug & Fødevarer med deres lobbyisme er nået rigtig langt og fortsætter med at gøre, hvad de kan for at smadre naturen og dyrelivet, så er der faktisk en forening, der er endnu mere rabiat end det. Det kan du læse mere om her: Bæredygtighed
Så opsummerende skal det siges: Ja, et enkelt dyrevelfærdshjerte er bedre end ingenting, men når LF har været indenover, så er det på ingen måde en garanti for, at dyrene har haft det bare nogenlunde etisk forsvarligt.
Hvis man oprigtigt går op i dyrevelfærd, så skal man i stedet kigge efter mærket, der administreres af Dyrenes Beskyttelse:
Det troværdige dyrevelfærdsmærke
Dyrevelfærdsmærket fra Dyrenes Beskyttelse er din garanti for, at det kød du køber er produceret på etisk forsvarlig vis.
For mere information om mærket, så besøg: https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/anbefalet-af-dyrenes-beskyttelse
Her er de mærker man skal kigge efter, hvis man vil have ansvarligt fanget fisk:
MSC-mærket
MSC-mærket er din garanti for, at det fisk og skalddyr du køber er fanget på en bæredygtig måde og ikke stammer fra opdræt.
Er der tidligere blevet snydt med dette mærke? Ja, det er der sikkert, men man må jo som forbruger trods alt starte et sted, og selv hvis så 20 % af producenterne snyder med dette mærke, ja så har du jo stadig støttet de 80 %, der ikke gør.
Så det nihilistiske argument om, at etik og ansvarlighed er ligegyldigt, hvis folk bare snyder alligevel, er simpelthen for dovent et argument.