Birthesminde

Så er det blevet tid til rigtig meget kød. Vi skal spise os igennem et udsnit af Birthesmindes produkter. Birthesminde er en gennemført sympatisk og ærlig gennemsigtig altruistisk forretning, hvor grisene behandles med den respekt, som vores landbrugsdyr fortjener. Derudover er Birthesminde et familieforetagende med en lang historie: https://www.birthesminde.dk/om-birthesminde/ 

Birthesminde leverer både bestilte produkter direkte til døren omkring Storkøbenhavn, Roskilde og Nordsjælland, men de leverer også fast produkter til bl.a. gårdbutikken Stengården: https://stengaardenoko.dk/

Man kan også købe Birthesmindes produkter i deres gårdbutik, hvor der er selvbetjening. Her regner man selv prisen ud på de varer, man køber, og så kan man betale med MobilePay.

Nok snak. Lad os gå i gang!

 

Snackpølse af broget dansk landrace: https://butik.birthesminde.dk/collections/charcuteri/products/kopi-af-chipolata-polse-okologisk

Tynd mørk pølse. Fedtet udenpå. God i knækket og meget sprød. Perfekt godt knas, når man nemt bider den over, og en lækker kødsmag! Derudover sætter den sig ikke i tænderne, hvilket er virkelig rart.

Eneste lille minus er, at to gange var der et for stort stykke fedt i pølsen, og det er ikke den lækreste konsistens. Men, overall total lækker snackpølse!

 

Coppa, Økologisk skiveskåret: https://butik.birthesminde.dk/products/coppa-okologisk-skiveskaret-1?variant=39814978240615

Waw! Den smager lækkert! Meget smagfuld. Den smager fuldstændig fantastisk. Den er milevidt foran noget almindeligt konventionelt charcuteri fra f.eks. Føtex. Den er lige tilpas saltet og smelter på tungen. Hold da op, den er god, og så går den rigtig godt til et glas biodynamisk rødvin ;-) Jeg har det på samme måde som Berlingskes madanmelder:

Citat fra madanmelderen Søren Frank: "Den saltede og tørrede svinenakke, der smager så godt som nogen, jeg er stødt på af slagsen"

 

Røget chili salami af sortbroget dansk landrace: Ikke på webshop.

Lidt porøs i konsistensen. Smager bestemt ikke som en standard fast spegepølse. Den her er meget bedre! Den smager pissegodt! Og så er smagen af chili perfekt afmålt.

Jeg fik næsten spist hele spegepølsen som charcuteri kort tid efter, at den var åbnet, fordi man bare har lyst til at spise den ene skive efter den anden!

 

Chorizo Pimentón: Ikke på webshop.

En chorizo-pølse med fennikelfrø i. Den smager fantastisk! Mmmmmmm! Den smelter nærmest i munden. Den her chorizo smager mindst lige så godt som chili-spegepølsen. Desuden virker det til, at den her chorizo består af mindre fedt og mere kød end chili-salamien og særligt snackpølsen.

Spegepølserne fra Birthesminde smager alle sammen fuldstændig fantastisk! De vil kunne gøre sig godt i alle retter, men fordi de smager så godt, så vil det næsten være synd ikke at spise dem rent. Spis det her charcuteri til noget godt vin, og så er en god aften sikret :D

 

Schnitzler, Økologisk sortbroget: https://butik.birthesminde.dk/products/kopi-af-schnitzler-okologisk-sortbroget

De smager okay, men der er ikke noget særligt ved dem. Der er ikke noget særligt krydderi og ikke nogen anderledes smag ift. enhver anden schnitzel, som man kan finde i et normalt supermarked. De er fine, det er ikke det. De er bare ikke specielle på nogen måde. Men selvfølgelig, så kan man spise de her schnitzler med bedre samvittighed, fordi de her grise har haft det godt.

 

Grillpølse m. løvstikke, gule ærter & dild, Økologisk: https://butik.birthesminde.dk/collections/gronsager/products/grillpolse-m-lovstikke-gule-aerter-dild-okologisk?variant=50878319198554

Grillpølserne dufter lidt specielt under stegningen - måske er det de gule ærter, der giver den lidt særegne duft. Under stegningen var der en del af kødmassen, der vandrede ud af pølsen. Dette ville have været et problem på en grill, men på panden var det fint, da det bare gav et par små frikadeller. De fleste af pølserne flækkede desuden under stegningen.

Smagen på grillpølserne er jeg ikke oppe at ringe over. Det er ikke fordi de smager dårligt overhovedet - de smager bare ikke af så meget. I forhold til andre pølser, så får man fornemmelsen af, at der heldigvis er brugt meget kød og ikke særligt meget fedt i den her pølse, hvilket jeg personligt godt kan lide. Konsistensen er fin og man fornemmer tydeligt de små stykker af gule ærter.

Hvis man vil have en mild neutral grillpølse med en meget anonym smag af løvstikke, dild og gule ærter, så er den fin.

 

Så, den opsummerende dom: Dejlige produkter! Schnitzlerne var ikke noget at skrive hjem om. Grillpølsen var fin nok, men der hvor Birthesmindes produkter særligt excellerede var i charcuteri-sortimentet. De produkter smagte fuldstændig fantastisk og er en meget stor anbefaling! :D

 

/Yours truly - admin. Skrevet den 6/4 2025

2025 - drives af vandenergi