dyroggrontsagerderikkeharhaftdetadhelvedetil
  • Velkommen
  • Gode steder
  • Anmeldelser
    • Østerberg
    • Kølster
    • Naturost
    • Naturesource
    • Mill & Mortar
    • Mattsson Nielsen
    • Linser for Livet
    • Klosterbryggeriet
    • Just Coffee
    • Hvidløg & Vin
    • Gothenborg
    • Hedeagergaard
    • Gaardmester
    • Helsam
    • Colombani
    • Aurion
    • Birthesminde
    • Byrial
    • Biogan
    • Birkemosegaard
    • Aarstidernes Gårdbutik
  • Gode råd
  • Brugerartikler
    • Kører du en kinesisk elbil, så er du en landsforræder
    • Kafferedskaber uden uønsket kemi
    • PFAS-fri stegepander
    • Friedrich Merz, du er længe ventet
    • Plastik-fri tekander
    • Mikroplast er skadeligt
    • Plastik-fri elkedler
    • Bæredygtighed
  • Støt Ukraine
  • FAQ
  • Om siden
Log ind

Gothenborg

Kære læser. Når der sker store ting i ens liv, hvad enten de er gode eller dårlige, i mit tilfælde gode, så kan kadencen på diverse andre projekter gå ned. Jeg havde egentlig en ambition om, at der skulle ligge en ny artikel i slutningen af hver måned, men den her måned lader det sig desværre ikke gøre. Jeg har fået indkøbt mange produkter som vanligt og denne gang fra Gothenborg: https://gothenborg.dk/

Jeg har dog langtfra nået at smage alle produkterne endnu. Så det jeg vil gøre er at lægge de produkter, som jeg allerede har spist ud, med tilhørende anbefalinger, så kommer anbefalingerne af de mange resterende produkter ellers dryppende de næste par uger, og så burde der være en spritny artikel fra et andet godt sted i slutningen af september også.

Gothenborg i sig selv er et meget smukt og idyllisk sted. Ved grusindkørslen til gården bliver man mødt af først en mark på venstre side med masser af bronzekalkuner, der går og hygger og lige efter på højre side, da ser man en masse skovkyllinger, det går rundt og gokker løs. Su-per-hyggeligt! :)

Parkeringsområdet er pænt og dejlig stort. Det består primært af sort grus, der på dagen var helt friskrevet, så det så meget pænt ud:

På trods af den store parkeringsplads, så var der ikke mange parkeringspladser tilbage, for der var tilfældigvis et stort privat arrangement kørende. Det gjorde også, at det ikke var muligt at besøge deres café, der ellers sikkert var meget spændende og lækker.

Gårdbutikken var pæn og nydelig og med en masse spændende produkter udover deres fjerkræ selvfølgelig. Gårdbutikken var delt op i to, den store og fine gårdbutik:

 

og så "Stalden" ved siden af, hvor man kunne købe friske skovkyllingeæg, Gothenborgs grøntsager og økologiske sodavand:

Vi købte selvfølgelig lidt af hvert fra både stalden og den store gårdbutik ;-)

Lad os gå igang med Gothenborgs maskotter først, skovkyllingerne.

Jeg kunne skrive noget om, hvor godt kyllingerne har det, men den flyer man kan få i gårdbutikken siger det egentlig så fint, så jeg vil bare citere den:

"Gothenborg Skovkyllingen er en smuk fugl med en sortbrun fjerdragt og lange stærke sorte ben. Skovkyllingen er helt speciel, fordi den ynder selv at finde sin mad i det fri. Den har det bedst på frie arealer og opsøger skoven i sin søgen efter føde.

Den længere levetid på 90 dage og den aktive færden i skoven, giver en stor stærk kylling med en fast kødstruktur, mindre stegesvind og fantastisk smag. Skovkyllingen skal langssteges og serveres med kærlighed."

 

Økologiske Skovkyllingekøller: https://gothenborg.dk/vare/oekologiske-skovkyllingekoeller-i-4-stk/

Fin smag af kylling. Nu synes jeg jo ikke, at kylling generelt smager af det store i forvejen, men de her kyllingelår smager muligvis af lidt mere end klassiske kyllinger.

Jeg havde lyst til at lave en lækker kyllingesalat ud af de her kyllingelår, så det gjorde jeg. - Men er det ikke synd at bruge så godt kyllingkød til en salat? Nej, egentlig ikke, hvis det er det jeg har lyst til, og kyllingekødet smager stadig godt som en del af en salat.

Hvis man sidder derude bag skærmen og er interesseret i opskriften, så kommer den her:

Jeg krydrede kyllingelårene med salt, peber og lidt olivenolie. Steg kyllingelårene i en pande til de er sprøde, som du kan lide det. Smid dem i ovnen bagefter og giv dem det sidste for at være sikker på, at kyllingen ikke er rå helt inderst. Kyllingelårene fra Gothenborg var dejligt store, så der var en reel risiko for, at de efter stegningen ikke var tilberedte helt inderst. Så jeg gav dem lige 3 kvarter i ovnen ved varmluft 180 grader.

Steg en pakke bacon (økologisk og dyrevelfærdsmærket selvfølgelig) i panden. Steg bagefter en pakke champignon i samme pande med baconfedt.

Skyl purløg og estragon. Finhak begge krydderurter. Finhak også en lille håndfuld cornichoner. Hak bacon og champignon groft.

Skær det lækre kyllingekød ud i mindre stykker. Bland kyllingkødet med bacon, champignon, cornichoner, purløg og estragon.

Bland creme fraiche 9 % og mayonnaise halvt/halvt og tilsæt så denne salatbase til kyllingesalaten har den konsistens, som du kan lide.

Top med en rest af purløg og/eller estragon. Voilà!

 

Økologisk hakket Skovkylling: https://gothenborg.dk/vare/oekologisk-skovkyllingefars/

Jeg stegte det hakkede kyllingekød i en pande med olivenolie, salt, peber og paprika. Kødet har en dejlig dyb umamifyldt smag af kylling. Lækkert!

 

Gothenborgs surdejsboller: Kun tilgængelig fra gårdbutikken, så start jeres bil og kør mod Gothenborg! :D

Dejligt sprøde udenpå og så luftige og smagsfulde indeni. De smager supergodt.

Jeg kan se, at Gothenborg sælger et surdejskursus, og det kan jeg faktisk allerede nu anbefale, for de ved tydeligvis, hvad de snakker om, så godt som de her boller smager: https://gothenborg.dk/vare/surdejskursus-paa-gothenborg/

 

Römer mayonnaise: Også kun tilgængelig fra gårdbutikken, så start jeres bil og kør mod Gothenborg! :D

Endelig en økologisk mayonnaise, der smager godt! Jeg ved godt, at man kan købe økologisk mayonnaise andre steder, men de smager som regel ikke af noget, eller også så smager de af "køleskab". Den her mayo derimod - den er god! Endelig en økologisk mayonnaise, der på smagen kan konkurrere med Hellmann's mayo.

 

Gothenborgs øko-æg: Også kun tilgængelig fra gårdbutikken, så start jeres bil og kør mod Gothenborg! :D

Dejligt smagfuldt æg og pæn farve på æggeblommen. Ikke så meget mere at sige. Det smager godt med salt og peber.

Af de 3 ovenstående ingredienser var det oplagt at få et par stykker surdejsbolle med lækre øko æg:

 

Økologisk bronzekalkunvinge: https://gothenborg.dk/vare/oekologisk-kalkunvinge-1-styk/

Kalkunvingen blev opdelt i mindre stykker ved at lægge et par snit omkring leddene og herefter skille vingen ad omkring kugleleddene i vingen. Så lavede jeg en marinade bestående af 2 dele ketchup, 2 dele soya, 1 del ahornsirup, 1 del rapsolie, salt, peber og chili. Den opdelte kalkunvinge fik lov til at marinere en dags tid, og så fik vingen ellers 1 times tid ved 180 grader varmluft med vending undervejs.

Skindet var ikke sprødt men derimod meget senet desværre. Der var ikke meget kød på vingen, men det kød, der var, smagte rigtig godt og marinaden komplimenterede det gode kalkunkød rigtig fint. Jeg ville nok ikke anbefale at købe den her kalkunvinge, da man bliver skuffet over, hvor lidt kød der er på den.

 

Økologisk bronzekalkunbryst | ca. 500-600 g: https://gothenborg.dk/vare/oekologisk-kalkunbryst/

Øjjjj! hvor smager det bare godt!! Bronzekalkunbrystet er fuld af god smag og er meget saftig. Jeg har stegt den i ovnen i 1,5 time ved 180 grader varmluft. Kalkunbrystet blev vendt i en marinade af rapsolie, soya, salt, peber og barbeque-krydderi, og undervejs i ovnen blev det vendt et par gange.

Stor anbefaling!

 

Økologisk andelår: https://gothenborg.dk/vare/oekologisk-andelaar-2-stk-500-600-gram/

Andelårene blev krydret med kommenfrø, spidskommen og Sichuan-peberfrø. Herefter blev de stegt i en pande med olie i 50 minutter ved lav varme og vendt undervejs.

Andelårene var dejligt sprøde udenpå på skindsiden og krydderierne passede rigtig fint til. Kødet smagte fint og havde meget vildtsmag, dvs. lidt mere mørkt i kødet og mere kraftigt i smagen, hvilket jo giver god mening, når de her ænder har haft så meget fri plads til at boltre sig på og dermed har fået rørt sig meget :)

Et lille minus var dog, at der var lidt mange sener og hinder mellem lårenes muskler, så man skulle arbejde lidt mere end ved f.eks. gåsens lår for at få kødet ud, hvis man gerne ville undgå at spise for meget bindevæv.

 

Økologisk Skovkyllingebryst: https://gothenborg.dk/vare/oekologisk-skovkyllingebryst/

Dejligt kyllingebryst. Jeg skar brystet i skiver og brugte det i til en thai-nudelret. Der blev en del kylling til overs fra retten, og det kylling brugte jeg til at lave sprøde kyllingestykker. Jeg dyppede de allerede stegte kyllingestykker i et pisket æg og bagefter i knuste økologisk cornflakes fra Aarstidernes Gårdbutik. De blev lagt over i et fad med rigeligt olivenolie og så blev de ellers bagt i ovnen til de begyndte at blive let gyldne.

De sprøde kyllingestykker blev egentlig meget fine, men kyllingen var desværre lidt tør. Det har ikke noget med kødets kvalitet at gøre, men skyldtes i stedet at jeg lavede sprøde kyllingestykker (crispy chicken tenders) af kylling, som allerede var stegt i forvejen.

Selvom kødet var lidt tørt, så smagte det stadig rigtig fint ;) og det gjorde det blandt andet, fordi jeg fik en god soyamayo til. Soyamayo'en blev lavet af en spiseske mayo og en teske soya. Meget lækkert.

 

Økologiske gåsevinger: https://gothenborg.dk/vare/oekologiske-gaasevinger-2-stk-600-650-gram/

Der er godt med kød på de her vinger. Jeg tilberedte de her gåsevinger sammen med gåselåret, og det blev rigtigt godt.

Opskrift: Tag 2 portobello svampe, 2 gulerødder og 2 løg. Skræl og skær grøntsagerne, som du kan lide dem. Hæld 1 dl vand i et fad med grøntsagerne. Læg gåsevinger og gåselår ovenpå og tilbered det i ovnen ved 180 graders varmluft i ca. 2 timer. Tag vingerne og låret ud af ovnen et par gange og hæld væde over, så det ikke bliver for tørt.

Gåsevingerne blev dejligt sprøde, kødet på dem smagte godt, og det var oplagt at spise dem med hænderne, og så ellers bare mæske sig i det lækre gåsevingekød.

 

Økologiske gåselår: https://gothenborg.dk/vare/oekologisk-gaaselaar/

Virkelig dejlig smag af gås fra gåselåret. Kødet havde nogle gode stykker fedt omkring, der helt sikkert har været med til at give god smag til kødet. Kødet smagte vidunderligt og skindet var sprødt. Det var simpelthen bare helt enormt lækkert.

Men højdespringerne blandt Gothenborgs produkter går til næste produkt, fjerkræfonden...

 

Økologiske fjerkræfond: https://gothenborg.dk/vare/fjerkraefond/

Den her fjerkræsfond brugte jeg til at lave sovs til gåsevingerne og gåselåret, og wow!! Den her sovs smagte helt fantastisk lækkert! Vi er oppe i samme grad af benovelse og forbløffelse over smagne, som da jeg smagte bavettestegen fra Hedeagergaard. Så god var den sovs, som jeg lavede af fjerkræsfonden. 

Sovsen havde en meget dyb smag af fjerkræ. Det var virkelig en supergod fantastisk koncentreret smag af fjerkræ og umami. Vildt lækkert!

Jeg fik ikke lige taget nogle billeder af sovsen, men den simple opskrift kommer her: Hæld fonden over i en pande eller gryde. Tilsæt lidt peber efter lyst. Varm fonden op og lad den koge ind til halv volumen. Lav en sovsejævnerblanding af 1 dl sødmælk og en spiseske mel. Blandt mel og sødmælk godt, så der ingen klumper er i blandingen. Hæld den roligt i fonden under omrøring, og så er sovsen klar. Når man kan få en så perfekt sovs, med så simple skridt, så siger det alt om, at fjerkræsfonden var starten var fuldstændig fantastisk lækker!

 

Afsluttende bemærkninger: Som altid var det en ubetinget fornøjelse at besøge en rigtig gårdbutik og Gothenborg har bestemt ikke skuffet.

Jeg kan kun anbefale at besøge deres dejlige og charmerende gårdbutik. Der var mange lækre produkter blandt det, jeg har smagt, men jeg vil nok særligt fremhæve deres surdejsboller på frost, gåsevingerne, gåselåret, bronzekalkunbrystet og så deres fjerkræsfond, som meget let blev lavet til den bedste sovs, jeg har smagt i meget meget lang tid :D

 

/admin, skrevet den 31. august 2025

Hedeagergaard

Nu er det blevet tid til en gennemgang af en af de gårde, som jeg har glædet mig allermest til, nemlig den biodynamiske gård, Hedeagergaard:

         https://hedeager.info/

Gården er altid åben efter aftale, så vi var en tur derude for at få købt en masse dejligt kød til et par grillaftener. Man er velkommen til at kigge rundt til dyrene, når man kommer for at hente kødet, og den mulighed benyttede vi os selvfølgelig af.

Både grisene, køerne og de andre dyr havde fri adgang til udearealer, men havde også mulighed for at komme indenfor, hvis solen blev for skarp eller regnen for strid. De så glade og veltilpasse ud alle sammen. Det var rigtig dejligt at se :-)

Køerne bliver jævnfør de biodynamiske principper udelukkende fodret med græs og urter, fremfor korn, da det giver en bedre fedtsyresammensætning i kødet.

Jeg kan se på hjemmesiden, at man også kan booke en længere mere dybdegående rundvisning af landmanden selv, hvis man føler for det:

         https://hedeager.info/rundvisning-paa-hedeagergaard/

Det vil vi klart overveje, næste gang vi ligger vejen forbi Hedeagergaard.

Nå, men nok snak - videre til produkterne:

 

Biodynamiske Frankfurter: https://hedeager.info/produkter/biodynamisk-wiener-kopier/

Lækker pølse! Det er dejligt med det meget høje kødindhold ift. fedt. Den smager virkelig godt. Kødet har en virkelig virkelig dejlig smag! De her frankfurtere smager bare af 1000 gange mere end almindelige kedelige danske masseproducerede uinspirerende konventionelle lav- til middelkvalitetspølser.

Ved de her pølser får man en mærkbar forbedring af smagsoplevelsen, som er alle pengene værd.

 

Biodynamiske Chili Frankfurter: https://hedeager.info/produkter/biodynamisk-frankfurter-chili/

Lige så lækkert svinekød som ved de frankfurtere ovenfor. De er med længder bedre end kedelige konvnetionelle pølser. Og så er chilimængden i pølserne lige i øjet. Ikke for meget, men lige tilpas.

 

Biodynamiske Ostegriller: https://hedeager.info/produkter/biodynamiske-ostegriller/

Den i forvejen fuldstændigt fantastiske kødsmag fra det grillede svinekød, som de andre frankfurtere også har, passer perfekt med den smeltede ost. Også en stor anbefaling.

 

Biodynamisk Svinekoteletter: https://hedeager.info/produkter/svinekoed-21/

Jeg er normalt ikke vild med koteletter. Jeg synes, at de er kedelige og ikke smager af noget. Jeg valgte alligevel at give de biodynamiske koteletter en chance for at se, om den øgede dyrevelfærd og de pesticid- og antibiotika-frie koteletter var væsentligt bedre end almindelige konventionelle koteletter. 

Koteletterne havde en meget stor fedtrand, der udgjorde halvdelen af produktet, men det var fint tænkte jeg, for så kunne det jo være, at noget af det meget fedt kunne trække ind i kødet og give noget god smag:

Jeg stegte koteletterne i en pande med lidt salt og peber, og desværre må jeg sige: I modsætning til alle de andre dejlige produkter her fra Hedeagergaard, så smager de her koteletter ikke mærkbart bedre end konventionelle koteletter. Det var bare som ved alle andre koteletter en kedelig meget anonym svag smag af gris. Forstå mig ret: De smagte ikke dårligt, men jeg må bare konstatere, at koteletter altid er kedelige og ikke noget for mig.

Så for at pifte noget kedeligt men dog biodynamisk kød op, så gjorde jeg følgende:

  1. Skær de kedelige koteletter i strimler.
  2. Krydre det i en marinade af soya, limesaft og chili.
  3. Steg det i panden igen.
  4. Server de krydrede koteletstrimler i en økologisk brioche-burgerbolle med sesammayo, fermenteret salsa fra Aarstiderne, rucola og rødløg.
  5. Nyd den dejlige smag.

Og på den måde endte det hele godt alligevel og intet kvalitetskød gik til spilde.

 

Biodynamisk Gl. Daws Revelsben: https://hedeager.info/produkter/revelsben/

Helt fantastisk smag af gris! Det smeltede fedt er trukket godt ud i kødet og giver en fuldstændig fantastisk smag. Det smager helt vildt godt.

Nu til det, som I alle tænker på: "Hvad fanden betyder revelsben?". Jo, jeg har søgt på nettet, og ifølge det danske Sprog- og Litteraturselskab: 

         https://ordnet.dk/ods/ordbog?select=Revel,a&query=revel

så betyder revel, noget i retning af "hvad der danner ell. har form af en strimmel ell. stribe."

Så det giver jo god mening, revelsben har skiftevis strimler af fedt, kød og knogle, så den er vel god nok. Tilbage til produktet.

Et lille minus er desværre at jeg valgte en pakke med to store revelsben i, hvoraf fedtet så ud til at udgøre over halvdelen af produktet, og da det var tilberedt, så så kødet på en eller anden måde ud til at udgøre mindre end det. Så der var desværre meget lidt kød i produktet, men jeg har nok bare været uheldig, fordi det kød der til gengæld var i revelsbenene smagte fuldstændig fantastisk! og så var det meget mørt også, så mørt af kødet næsten faldt af knoglerne:

Så anbefalingen er: Køb helt sikkert revelsbenene. For de var supergode - selv med den store fedtmængde, som jeg kom til at udvælge, men vælg i stedet en pakke, der ligner revelsbenene på billedet foroven, for det ser ud til at være en pakke med en helt perfekt kød/fedt-ratio.

Her er, hvordan jeg tilberedte det:

  1. Lav en marinade bestående af: 1 spiseske sennep, 1 spiseske olie, 2 spiseske ketchup, spiseske soya, salt og peber. Tilsæt chili eller andet stærkt, hvis du føler for det.
  2. Sørg for at skiverne har en tykkelse på omkring 2 cm, da det er min erfaring, at det er den gyldne middelvej mellem at få sprøde skiver, der stadig holder godt på smagen. Så skær skiverne ud, hvis de er for tykke. Jeg vurderede at de stykker jeg fik var ca. 4 cm i tykkelse, så jeg skar hver skive over på midten.
  3. Lad revelsbenene ligge i marinaden i et par timer i køleskab. Det er ikke så vigtigt præcist hvor længe.
  4. Læg de marinerede revelsbenene i et fad med ca. 1-2 mm vand i bunden.
  5. Sæt fadet i ovnen, og giv det 3 timer ved 130 grader varmluft. Vend dem mindst 1 gang undervejs, så den skive, der vender opad, ikke bliver brændt på.
  6. Nu er revelsbenene tilberedte men for at give dem en sprød stegeskorpe, så smid dem lige på grillen et par minutter på hver side.
  7. Server, og nyd al rosen for dine veltilberedte revelsben :D

Efter grillningen af revelsbenene, fordi kødet smagte så vanvittigt godt, så smagte jeg et rent stykke fedt, og jeg er normalt ikke til at spise fedt rent. Fedtet smagte utroligt nok også godt bare i sig selv. Det kan evt. være et problem for mennesker, der i forvejen kæmper med vægten og kalorieindtaget, for så bør man ikke spise fedt rent.

Til gengæld, hvis man er godt kørende fysisk, så vil revelsben være enormt lækre, for så kan man efterfølgende skære skiver af det, som udgøres af halvt fedt og halvt kød, og så kan man bare spise strimlerne på trods af det høje fedtindhold. Det vil være meget lækkert.

Revelsben er virkelig en delikatesse.

 

Og lad os nu kigge lidt på okseprodukterne:

Entrecôte: https://hedeager.info/produkter/biodynamisk-entrecote/

Fint mørt kød. God markant oksekødssmag. Et rigtig godt stykke oksekød. Kødet forbliver mørt, både når det tilberedes som medium og well-done.

 

Biodynamisk Bavette: https://hedeager.info/produkter/biodynamisk-bavette/

Waw! Hold da godt nok kæft, hvor smager det bare godt. Jeg bander sjældent her i artiklerne, men det her stykke oksekød er det bedste, jeg kan huske at have smagt nogensinde.

Jeg købte et godt stykke på 1,2 kg til en grillaften for 3, og det blev revet væk! Vi fik spist det hele sammen med de ostegrillere fra foroven. Den her Bavette-steg smagte så godt, at vi var to der kom til at spise så meget, at vi fik ondt i maven. Så godt smagte det.

Nåh ja, så er kødet også dejlig dejlig mørt. Hold da op, hvor smager det bare godt. Bavette-stegen er en meget, meget, meget stor anbefaling.

 

Og endeligt lidt lam:

Øko/Demeter Lamme Tværreb: https://hedeager.info/produkter/oeko-demeter-lamme-tvaerreb/

Tværreb er lidt i samme boldgade som revelsben, idet det også består skiftevis af kød, fedt og knogle. 

Nogle folk har meget imod smagen af lam. Det har jeg ikke selv, men med en god marinade og tilberedning, så kan smagen af lam skjules noget, for de folk som ikke er vild med smagen, og det lykkedes meget godt her.

Tværrebbene blev leveret i væsentligt længere stykker end revelsbenene, så jeg måtte i gang med at skære de store stykker ud i 2 cm strimler igen, intet problem. Indimellem nederst i stykket, så stødte kniven ned i et stykke knogle, som jeg endte kunne skære over direkte, og ellers så måtte kniven lige følge knoglens forløb for at stykket kunne blive ordentligt skåret ud.

Sådan tilberedte jeg skiverne af lam:

  1. Lav en marinade af saften fra en halv lime, purløg fra en halv potte, 1 spiseske grøn pesto, 1 spiseske olivenolie
  2. Læg tværreb-skiverne i marinaden og lad det marinere et par timer, ikke vigtigt præcist hvor længe
  3. Læg de marinerede tværrebs-skiver i et fad med ca. 1-2 mm vand i bunden.
  4. Sæt fadet i ovnen, og giv det 3 timer ved 130 grader varmluft. Vend dem mindst 1 gang undervejs, så den skive, der vender opad, ikke bliver brændt på.
  5. Nu er tværrebs-skiverne tilberedte men for at give dem en sprød stegeskorpe, så smid dem lige på grillen et par minutter på hver side.
  6. Server, og nyd al rosen for dine veltilberedte skiver af lamme-tværreb.

Lammet blev meget mørt og smagte også rigtig fint. Kødet var så mørt, at det næsten faldt fra knoglestykkerne. Jeg kunne ikke smage noget af den berygtede "uldsmag" fra lammet, og det kunne mine gæster heller ikke, så det er vel fint.

Smagen af lammet var rigtig fin. Det smagte godt, men i forhold til revelsbenene, så må jeg sige, at de smagte af utroligt meget mere.

 

Afslutningsvis skal det siges, at det har været en utrolig god oplevelse at besøge Hedeagergaard.

For det første, så smager kødet rigtig dejligt, og for det andet, så er det også meget meget hyggeligt at gå rundt og se til dyrene og se, hvor idyllisk de ser ud til at have det. Det er jo sådan alle dyr på danske gårde burde have det.

Så hvis man kan overskue at lægge vejen fordi Hedeagergaard, så kan det klart anbefales! :) Alle produkterne smagte godt, og bavette-stegen er uden tvivl højdespringeren, så den er næsten obligatorisk at købe, når man bestiller produkter fra Hedeagergaard. Grillpølserne og revelsbenene vil jeg også særligt fremhæve. De var også meget meget lækre.

 

/admin, skrevet d. 30/7 2025.

Gaardmester

Så er tiden kommet til en gennemgang af de dejlige produkter på gaardmester.dk! :)

Gaardmester er et familieforetagende og som alle andre produkter her på siden, så er det et forehavende med fokus på økologi og sunde bæredygtige værdier: https://gaardmester.dk/om-os/

Det er ikke første gang jeg bestiller lækre produkter hjem fra Gaardmester, fordi de er så gode, så nogle produkter vil være beskrivelser af varer, jeg har købt for flere måneder siden, og nogle vil være nye, men uanset hvad så vil beskrivelserne som altid være udtryk for præcis, hvad jeg tænker om produkterne, hvilket typisk er positivt.

Vi prøver noget lidt nyt med den her artikel. Jeg har fået spist mig igennem de fleste af de produkter, jeg har bestilt hjem men ikke alle, så den næste uge vil I kære læsere have en halvfærdig artikel, hvor de sidste produkter ikke er bedømt endnu. Men nu får I det der er, så I ikke skal vente så længe og så resten kort tid efter, og så i slutningen af juli kommer der en ny færdig artikel i slutningen af måneden, som det plejer at være ;)

Lad os gå lige til produkterne og lad os starte ud med nogle anbefalinger til sommergrillen:

Økologiske grillpølser m. vesterhavsost 240 g: https://gaardmester.dk/shop/koed/oksekoed/oekologisk-grillpoelser-m-vesterhavsost-240-g/

Mmmmmmmmmhhhh!!! Meget Lækker saftig pølse med rigtig god smag af både kød- og ostesmag.
Den smager fantastisk godt. Både kødsmagen og smagen af cheddar er tydelig. Lille diskret efterkick af chili.

Stor anbefaling!

 

Økologiske kyllingepølser m. ramsløg 200 g: https://gaardmester.dk/shop/koed/poelser/oekologisk-kyllingepoelser-m-ramsloeg-200-g/

Dejlig og mild kyllingepølse med lækker smag af urter.

 

Økologiske gourmet grillpølser m. urter 240 g: https://gaardmester.dk/shop/koed/gris/oekologisk-gourmet-prillpoelser-m-urter-240-g/

God kødsmag. Tydelig smag af persille og andre dejlige urter. Meget frisk og spændende i smagen.

 

Og vi bliver lige nu i det semi-usunde hjørne - nu går vi fra pølser til pizza:

Økologisk pizza m. Saltet & lufttørret gris 350 g. – Ole’s Gård: https://gaardmester.dk/shop/faerdig-retter/pizza/oekologiske-pizza-gris/

Dufter fantastisk! Det skyldes nok de tynde sprøde kartoffelskiver og chilimarmeladen, som er særligt klassisk for Oles pizzaer, og ja, jeg har nok fået spist et par stykker gennem tiden. Desværre er den aktuelt blevet udsolgt i mellemtiden, men den kan også købes i din lokale Meny :)

Fuldstændig fantastisk smag fra både skinken, osten og den let sødlige chilimarmelade. Lækkert!

 

Økologisk pizza m. Salami 350 g. – Ole’s Gård: https://gaardmester.dk/shop/faerdig-retter/pizza/oekologiske-pizza-m-salami-oles-gaard/

Dejlig duft. Klassisk treenighed af kartoffelskiver, chilimarmelade og ost + lækker salami. Lidt fedtet pizza men meget lækker.
Der er væsentlig mere ost på den her pizza, men den lækre ost går godt sammen med den lækre søde chilimarmelade. Der er meget meget ost på den her pizza. Salamien smager også godt men der er kun 10-12 tynde skiver på, så de udgør ikke en stor del af smagsbilledet.

Dejlig lækker pizza.

 

Økologisk pizza m. Svampe 340 g. – Ole’s Gård: https://gaardmester.dk/shop/faerdig-retter/pizza/oekologiske-pizza-m-svampe-oles-gaard/

Klassisk kombination af kartoffelskiver chilimarmelade og ost. Og så smørstegte svampe ovenpå. Chilimarmeladen er overraskende nok meget meget lidt stærk. Man skal virkelig anstrenge sig for at kunne ane noget styrke. Til gengæld er chilimarmeladen fuld af smag og smager fuldstændig fremragende. Dejlig smag af svampe. Fantastisk pizza!

 

Og efter godt med lækkert bæredygtigt fastfood kommer nu resten af produkterne her:

Økologiske snack mandler m. krydret tomat – gaardmester 100 g: https://gaardmester.dk/shop/toervarer/mandler-noedder/oekologiske-snack-mandler-m-krydret-tomat-gaardmester-100-g/

Lidt kedelige. Meget Mild smag af tomat. Ikke noget særligt.

 

Økologiske snack nødder mexicansk – gaardmester 100 g: https://gaardmester.dk/shop/toervarer/mandler-noedder/oekologiske-snack-noedder-mexicansk-gaardmester-100-g/

Lækker nøddeblanding med græskarkerner iblandt. Nødderne smager fint, men desværre er krydderiblandingen kedelig. Man kan næsten ikke smage noget krydderi.

 

Tunfilet i olivenolie og mild chili – Grøndals: https://gaardmester.dk/shop/fisk/konservers-fisk/tunfilet-i-olivenolie-og-mild-chili-groendal/

Jeg var lidt skeptisk om olivenolie og chili kunne noget godt sammen med tun, men jeg blev glædeligt overrasket. Der er godt nok ingen styrke i chilien, men der er meget reel smag fra chilien, der er gået over i olivenolien og passer rigtig godt til tunfileterne. Der er store stykker chili under tunen, men de har bare en god peberfrugtssmag uden at være stærke.

 

Sardiner i krydret tomat og olivenolie – Grøndals: https://gaardmester.dk/shop/fisk/konservers-fisk/sardiner-i-tomat-og-olivenolie-groendals/

Her er der til gengæld gang i chilistyrken. Måske endda også lidt for meget. Smagen af fisk, som i smagen af fiskfisk, er der også lidt for meget gang i...

Huuuhhhha, det er desværre overhovedet ikke en god oplevelse at spise dem her. Det smager for meget af fisk.

Heldigvis syntes min veninde, at de smagte godt, så de her sardiner gik ikke til spilde. Ellers var sardinerne blevet givet til fuglene.

 

Økologisk tørsaltet bacon, helt stykke 200 g: https://gaardmester.dk/shop/koed/gris/oekologisk-toersaltet-bacon-helt-stykke-200-g/

Baconet blev skåret i skiver og stegt på panden. Det har en dejlig baconsmag. 

Det er en anelse sejt men ikke på den dårlige måde. I mangel af bedre ord, så er det engelsk ord "chewy" nok mest rammende, men det har også "crunch", altså det er sprødt. Fordi skiverne bliver tykkere, når man selv skal skære det, så kan man lave noget bacon, der er både chewy og crunchy på samme tid.

Baconet var ikke oversaltet, som meget andet bacon ellers kan være. Det var lige perfekt saltet. Så lækkert produkt.

 

Økologiske oksekødsstrimler Galloway 400 g: https://gaardmester.dk/shop/koed/oksekoed/oekologiske-oksekoedsstrimler-galloway/

Lækkert oksekød. Fin konsistens og det smager lige som det skal.

 

Økologisk dansk kyllinge køller/underlår, ca. 400-1000 g. – GAARDMESTER: https://gaardmester.dk/shop/fjerkrae/kylling/oekologisk-dansk-kyllinge-koeller-underlaar-ca-400-700-g-gaardmester/

Kyllingelårene smager fint. Som det er med så mange andre økologiske råvarer, så smager de ikke nødvendigvis anderledes end de konventionelle produkter. Men det hele handler heller ikke om smag - det handler også om den smag, man får i munden i overført betydning, når man spiser det, og der må man bare sige, at smagen i munden er supergod her. De her kyllinger har haft det supergodt. Det kan I læse mere om her, hvis I lyster: https://gaardmester.dk/gaardmester-kylling/

 

Det var alt for nu!

/admin, skrevet den 30/6 2025

Helsam

Så er tiden kommet til en personlig favorit. Det er blevet tid til at lave en anmeldelse af kæden bag min lokale helsekostbutik - Helsam!

Det kommer nok til at være en lidt snacktung gennemgang af Helsams produkter. Både fordi Helsam har mange superlækre snacks, men også fordi det ikke er så spændende at anmelde ris og bønner. Det er Helsam også leveringsdygtig i, men der skal råvarerne bearbejdes lidt mere, før der er noget spændende at sige om dem.

Lad os gå i gang!

 

Rice Cracker black sesame: https://www.helsam.dk/mad-drikke/broed-og-galetter/galetter-og-riskager/rice-cracker-black-sesame-oe?id=11825

Den mest spændende kiks jeg har smagt. Lækkert smagsblend mellem ris og tamari-soya. Kiksene  har lavt kalorieindhold, og posen blev spist lynhurtigt.

 

Tang chips original: https://www.helsam.dk/mad-drikke/slik-kager-og-snacks/chips-og-crackers/tang-chips-original-oe?id=54171

De smager virkelig godt. Man skal selvfølgelig kunne lide smagen af tang, men så er de også fuldstændigt fantastiske!!

De fås også med smag af henholdsvis gurkemeje og ingefær. Varianten med gurkemeje smager meget bittert, og det passer ikke så godt til tangchipsen, så den variant kan ikke anbefales.

Chipsen med ingefær til gengæld smager som den normale tangchips, bare med lidt mere riv i smagen pga. den spicy ingefær, der komplimenterer den dybe saltede tangsmag fra den klassiske chip meget godt. En stor anbefaling til alle jer andre japanofile læsere, der godt kan lide en god tangchip.

 

Kookie Cat Salted Karamel: https://www.helsam.dk/mad-drikke/slik-kager-og-snacks/kager-og-kiks/kookie-cat-salted-karamel-oe?id=24578h

Den er meget bastant. Den kombinerede havre- og mandelsmag er tydelig. Salt kan ikke smages, men karamelsmagen kan anes. Smager meget godt, og er nok mere sund og mere mættende end så mange andre cookies.

 

LifeBar Proteinbar: https://www.helsam.dk/mad-drikke/sport-og-protein/protein-bars/lifebar-proteinbar-m-noedder-og-vanilje-oe?id=56727

Den smager pissegodt, perfekt smag, og konsistensen er god. Knap 8g protein per bar gør denne bar helt ideel, hvis man har brug for et proteintilskud i forbindelse med træning. Barens 2 hovedingredienser er dadler og ærteproteinpulver. Normalt er jeg ikke meget for daddelbarer, da jeg synes, at al den daddel har tendens til at blive vammel i smagen. Lige her fungerer det dog rigtigt godt, da man ikke lægger mærke til daddelsmagen, fordi den bliver neutraliseret af alle de andre ingredienser. Denne bar er tilsat vaniljepulver, og den smager bare fuldstændig fantastisk. Stor anbefaling! :D

 

LifeBar Oatsnack med cashewnød og chokoladestykker: https://www.helsam.dk/mad-drikke/slik-kager-og-snacks/bars/lifebar-havre-snack-protein-chocolate-delight-oe?id=56158

Den smager fint. Lækker smag af havre, cashewnød og chokoladestykker. 

 

Hvid chokolade med lakrids: https://www.helsam.dk/mad-drikke/slik-kager-og-snacks/chokolade-og-konfekt/chokolade-hvid-lakrids-oe?id=26560

Den smager virkelig dejligt. Lækker hvid chokolade med en dejlig eftersmag af lakrids. Chokoladen knaser dejligt mellem tænderne pga. de små stykker rørsukker i selve chokoladen. Stor anbefaling!

 

Kombucha Original: https://www.helsam.dk/mad-drikke/kolde-og-varme-drikke/sodavand-laeskedrik-og-vand/kombucha-original-oe?id=51197

Den klassiske kombucha fra tyske Voelkel, som du kan købe mange steder, selv i din lokale Meny.

Den her kombucha er rigtig fin, hvis man aldrig har smagt kombucha før og skal finde ud af, hvordan det smager, for den her er på samme tid mild, klassisk og smager godt. I forhold til andre kombuchaer, så kunne der godt være sket lidt mere med smagen her. Brusen er blid.

Der findes også en version af Voelkes kombucha med smag af lime og ingefær. Den er der lidt mere smag i.

Kombucha er i min verden det samme som en sodavand - bare sundere fordi kalorieindholdet er lavere, og fordi kombucha er fermenteret te, så indeholder det en masse sunde planteekstrakter. 

 

7 Dværge Biodynamisk Børnesaft: https://www.helsam.dk/mad-drikke/kolde-og-varme-drikke/juice-saft-urte-og-plantedrik/7-dvaerge-boernesaft-oe-demeter?id=51188

Mild sød multifrugt-juice. Juicen består af æble- og gulerods-juice, blandet med bl.a. jordbær og blåbær. Let at drikke. Fin.

 

Sweet potato quinoa smørepålæg: https://www.helsam.dk/mad-drikke/kolonial/smoerepaalaeg-og-marmelade/sweet-potato-quinoa-smoerepaalaeg-oe?id=50402

En fantastisk spread. Biogans Sweet potato - quinoa spread er en blanding af sød kartoffel, peberfrugt, quinoa, kartoffel og diverse krydderier. Et af de krydderier er helt sikkert chili, og det er ikke fordi den her spread er for stærk på nogen måde, men man kan tydeligt ane smagen af chili som eftersmag. Spreaden smager heller ikke sødligt, hvilket er virkelig dejligt, for jeg synes hurtigt, at det kan blive for sødt med sød kartoffel. Dejlig cremet konsistens. En helt igennem lækker og samtidig sund spread, der gør sig godt på knækbrød.

 

Bæredygtigt fanget makrel i tomat: https://www.helsam.dk/mad-drikke/kolonial/konserves-daaser-og-glas/makrel-i-tomatsovs?id=18853

Store dejlige lækre stykker af bæredygtigt fanget makrel blandet med en fin økologisk tomatsauce. Jeg er overrasket over, hvor meget større makrelstykkerne er i den her dåse er, fremfor dem man kan købe i et normalt supermarked. Der er meget mere makrel i forhold til tomatsauce i den her variant. Smager rigtig fint.

 

Maté Maté, is te med brus: https://www.helsam.dk/mad-drikke/kolde-og-varme-drikke/sodavand-laeskedrik-og-vand/mate-mate-is-te-med-brus-33-cl-oe?id=50582

Meget lækker! På ingen måde oversød. Mate Mate er en økologisk iste. Mate laves ved at hælde varmt vand henover yerba mate-blade. Mate-planten kommer fra Sydamerika og indeholder naturligt koffein. Det endelige produkt er her tilsat citron, lime, lidt sukker og brus. Drikken har en dejlig blad-agtig smag. En meget behagelig og lækker drik. Den kan anbefales.

 

Helsam er en af mine yndlingsbutikker, fordi de har så mange lækre lækre varer, og jeg håber også, at du som læser efter den her artikel vil kunne finde glæde i en masse lækre produkter i Helsam.

 

/admin, skrevet d. 27/5 2025

Colombani

Kære læser, som et lille påskeæg er der allerede en ny anmeldelse ude fra din helt egen yndlings-økoblog. 

Anmeldelserne her på siden bliver lavet i alfabetisk rækkefølge (med små logistiske afvigelser), og vi er nu nået til Colombani, der specialiserer sig i nødder! Jeg har kendt virksomheden gennem flere år pga. deres gode nødder og kender mange af deres produkter allerede, så det her bliver nok også nød(t) til at være en lidt længere artikel end normalt. Colombani er et par-foretagende, og mine leveringer derfra har altid været hurtige og upåklagelige: https://www.colombani.dk/

 

Første produkter, der står for skud for anmeldelse, er selvfølgelig deres nødder:

Ristede hasselnødder: https://www.colombani.dk/products/ristede-hasselnodder-1-kg-okologiske

Lækker lækker duft af hasselnød. Meget sprøde. Dyb lækker hasselnødsmag. Ikke bitter og blød, som nogle billige hasselnødder kan være. Her kan man faktisk smage forskel i forhold til prisen. De her hasselnødder smager klart bedre end de fleste andre, jeg har smagt.

 

Paranødder: https://www.colombani.dk/products/paranodder-500-gram-okologiske

Superlækre! Fin konsistens, smager som paranødder skal. Ikke så meget mere at sige.

 

Macadamianødder: https://www.colombani.dk/products/macadamianodder-500-gram-okologiske

Også velsmagende. Det går op for mig nu, at det nok er lidt specielt at anmelde nødder, for hvad mere er der at sige, end at de smager godt?

Nødder smager bare godt som udgangspunkt, men man kan blive skuffet, hvis man får en for blød eller smagsløs nød. Det har jeg aldrig oplevet fra Colombani's produkter, så det er jo et kompliment i sig selv, at deres nødder bare smager, som de skal.

 

Valnødder: https://www.colombani.dk/products/valnodder-1-kg-okologiske

Lækre. Smager godt, og er ikke bitre, som dårlige valnødder ellers godt kan være.

 

Pistacienødder: https://www.colombani.dk/products/pistacienodder-500-gram-okologiske

Smager fint.

 

Cashewnødder: https://www.colombani.dk/products/cashewnodder-1-kg-okologiske

Cashewnødder smager altid godt, så det gør de her også, men der er ikke noget særligt ved dem.

 

Mandler med chokolade og kakao: https://www.colombani.dk/products/kakao-mandler-250-gram-chokolade-okologisk

Ja, smager dejligt af kakao og mandel.

 

Mandler med chokolade og passionsfrugt: https://www.colombani.dk/products/mandler-med-chokolade-og-passionfrugt-250-gram-okologisk

Syrlig til at starte med, så chokoladesmag efterfulgt af en lille eftersmag af mandel. Lækker syrligsød smag. De er skidehamrende gode!!

 

Ok, nok med nødder, lad os gå til noget lidt mere spændende. Lad os kigge på Colombani's andre produkter. Og hvorfor ikke starte med deres lækre morgenmadsprodukter? Lad os smage deres granolaer:

Colombani's økologiske granola med Vanilje: https://www.colombani.dk/collections/okologisk-granola-og-ristet-mysli/products/granola-1-kg-okologisk-vanilje

Skøn duft af vanilje. Det her er formentlig den bedste granola jeg har smagt. Den smager supergodt. Lækker lækker crunchy granola med god dyb smag af vanilje. Perfekt lækker sødme mellem honningen og vaniljen. Stor anbefaling.

 

Colombani's økologiske granola med Hindbær & Pekan: https://www.colombani.dk/products/granola-1-kg-okologisk-hindbaer

Dufter af hindbær. Dejlig smag af syre fra hindbærrene. Det er lækkert med pekannødder, men det burde hedde hindbær/mandel-granola, da mandler udgør en større del af ingredienslisten end pekan, og selv med det i mente, så er mandlerne overrepræsenteret i forhold til pekan. Den her granola smager meget af hindbær, men det også fint, hvis man som mig er vild med hindbær.

 

Colombani's økologiske granola med Pistacie: https://www.colombani.dk/products/granola-1-kg-okologisk-pistacie

Dufter af kokos. Udover pistacie, så er der også cashewnødder og mandler i. Der er en perfekt afbalanceret smag af pistacie og kokos. Det her er nok bare en personlig præference: Jeg er normalt meget glad for pistacienødder, men lige her i en granola, der synes jeg faktisk ikke, at den nød passer ind. Det er nok bare mig.

 

Balsamicoeddike: https://www.colombani.dk/products/balsamico-eddike-500-ml-okologisk

Meget lækker, den smager virkelig godt. Jeg sippede den ren fra et vinglas, fordi den er så lækker, men stoppede igen af hensyn til tandemaljen, da det er skadeligt for tandemaljen at sippe syrlige drikke gennem længere tid.

Lille tip, hvis man vil forkæle sine smagsløg lidt, så kan det anbefales at tage ud til Supermarco i sydhavnen. Den butik indeholder alle de bedste råvarer fra Italien. De har endda en permanent smagsprøve-station bare til balsamicoeddike. Den kan anbefales. Butikken er godt nok ikke synderligt orienteret mod økologi, men der er jo heller ikke nogen grund til at være ekstrem, og så længe 85-90 % af alt man spiser er økologisk, så er man ret godt kørende. Nå, det var et sidespor.

 

Olivenolie: https://www.colombani.dk/products/olivenolie-500-ml-glasflaske-okologisk-koldpresset-ekstra-jomfru

Dejlig olivenduft. Smager skønt, og man kan godt smage oliven. Den er ikke særlig bitter og har en lækker let eftersmag af peber.

 

Græske blandede oliven: https://www.colombani.dk/products/graeske-blandede-oliven-500-gram-okologiske?_pos=1&_ss=r

De grønne oliven er milde og delikate i smagen, og faste i konsistensen. De sorte Kalamata-oliven er også fine, men måske lidt anonyme i smagen og konsistensen. De grønne oliven skiller sig klart ud her som værende fuldstændig fremragende. Her kan man tydeligt smage forskel på, hvor godt gode oliven smager i forhold til de billige dårlige oliven på glas. De grønne oliven kan man roligt bestille et kilo hjem af, hvis man får gæster :D

 

Vi er nået mange produkter igennem nu. De har været velsmagende alle sammen. Så Colombani er en stor anbefaling.

Jeg vil særligt fremhæve passionsfrugtsmandlerne, balsamico-eddiken, hasselnødderne, de grønne oliven og vaniljegranolaen som værende superlækre produkter.

Hvad enten du er til store nødder eller pistacier, så har Colombani noget til dig.

Jeg kan i hvert fald klart anbefale "Deez nuts!" - https://knowyourmeme.com/memes/deez-nuts

 

/admin, skrevet d. 20/4 2025

  1. Birthesminde
  2. Byrial
  3. Aurion
  4. Biogan

Page 3 of 5

  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • Velkommen
  • Gode steder
  • Anmeldelser
    • Østerberg
    • Kølster
    • Naturost
    • Naturesource
    • Mill & Mortar
    • Mattsson Nielsen
    • Linser for Livet
    • Klosterbryggeriet
    • Just Coffee
    • Hvidløg & Vin
    • Gothenborg
    • Hedeagergaard
    • Gaardmester
    • Helsam
    • Colombani
    • Aurion
    • Birthesminde
    • Byrial
    • Biogan
    • Birkemosegaard
    • Aarstidernes Gårdbutik
  • Gode råd
  • Brugerartikler
    • Kører du en kinesisk elbil, så er du en landsforræder
    • Kafferedskaber uden uønsket kemi
    • PFAS-fri stegepander
    • Friedrich Merz, du er længe ventet
    • Plastik-fri tekander
    • Mikroplast er skadeligt
    • Plastik-fri elkedler
    • Bæredygtighed
  • Støt Ukraine
  • FAQ
  • Om siden